Om Campo&Co
Campo&Co Intérieur slog dørene op for lidt over 20 år siden og mit ønske var fra starten at finde smukke møbler og tilbehør til danskernes brugshjem. Det skulle være smukke ting, der fortalte en historie eller bare osede af sjæl og hygge. Men det skulle også være ting, der kunne tåle at blive brugt i hjem med børn i alle aldre og kæledyr i alle størrelser.
Det begyndte med, at jeg i mange år havde flirtet med tanken om at vende tilbage til indretningsbranchen, hvor jeg tidligere havde været ansat (I den skønne pakhus C&C, som nogle måske erindrer), og efter en årrække med salg og marketing indenfor alle mulige andre brancher, besluttede jeg under en ferie på Bali, at NU skulle det være!!
Efter et par måneder rejste jeg tilbage til Bali, shoppede, fik fyldt en container, sagde mit job op og fandt et lokale.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at det fra starten var en succes historie! Det første år var med rengøringsjob om morgenen, inden jeg åbnede butikken og med mange søvnløse nætter.
Men så skete der noget. Jeg var igen på Bali for at købe ind, og langt fra alfarvej fandt jeg denne skønne indonesiske familie, der brændte for antikviteter og for gammelt træ af en helt anden kaliber, end jeg havde set før (og heller ikke andre steder siden). Jeg fandt de smukkeste gamle langborde og andre fik jeg lavet af antikt teaktræ – ikke bare nyere genbrugstræ, som senere blev så almindeligt men virkelig ”guld”.
Senere kom sofaerne i den helt unikke Tribe læder til – og mig, der ellers ALDRIG havde været til lædersofaer!
I dag, hvor der desværre ikke er så mange at de oprindelige lækkerier fra Bali tilbage, er det især sofaerne, der er trækplasteret. Og så hvad jeg ellers finder hen af vejen som de fine gamle vintage tæpper m.m.
Der har været op og nedture i de lidt over 20 år og enkelte gange har jeg været fristet til at sælge hele forretningen for 1 kr. Men de fleste dage elsker jeg mit arbejde, mine medarbejdere og samarbejdspartnere, mine kunder og mine leverandører – tak til jer alle.
Kærlig hilsen
Bettina Darville